Da Carl blev selvstændig (1959)
Næstved VVS Entreprise har rødder tilbage til 1959. Det hele startede for små halvtreds år siden på Meistersvej i Næstved, hvor Carl Christiansen startede for sig selv. I årene der fulgte, blev Carl set overalt i Næstved og omegn med sin værktøjskasse i hånden og sin cerut i munden. Han grundlagde med sit væsen og arbejdsmoral den samvittighedsfulde arbejdsånd, der stadig præger virksomheden den dag i dag.
Som far - så søn (1975)
Sidst i 70’erne sluttede Carl’s søn, Jørgen Christiansen sig til faderens firma. Siden fik Jørgen en stilling i ventilatorbranchen og var ikke længere fysisk i firmaet, men fortsatte som medejer af virksomheden. Svend Jensen blev ansat som blikkenslager og dette samarbejde fungerede særdeles godt.
Nyt ejerskab og ny lærling (1982)
Svend Jensen blev indsat som medejer og Carl, Jørgen og Svend dannede firmaet Næstved VVS. Samme år kom en meget ung Jim Schou-Petersen på bare 16 år, i lære. Jim viste sig hurtigt som en dygtig håndværker, men også som en ung mand med potentiale der ville meget mere.
Allerede mens Jim var først i tyverne og efter endt læretid, blev han tilbudt en anpart i firmaet, men valgte i første omgang at takke pænt nej og i stedet samle flere erfaringer som overmontør hos en større VVS installatør i hovedstaden.
Efterfølgende tog Jim eksamen som autoriseret VVS installatør og VVS teknikkeruddannelsen.